Drømmen om den frie vilje IV
Olav Valen-Sendstads bog ”Drømmen om den frie vilje” har sat dybe spor i manges liv. Den viser en dybde i hjertets trods mod Gud og en dybde i evangeliet, som få har set. Det er en afslørende, afklarende og befriende bog, som gør Guds nåde stor. To gange har den været udgivet på dansk, men er nu udsolgt. Olav Valen-Sendstads arvinger har givet tilladelse til, at vi bringer en række uddrag fra bogen.
Gud virker alene
Det er til stor forargelse for kød og blod at gøre den tanke gældende, at mennesket intet kan og intet skal gøre til frelse. Ikke kun blandt de uomvendte og vakte, men endog blandt bekendende kristne kan vi høre dette: Det er både meningsløst og fornuftsstridigt, at vi ikke skal gøre noget; for al den stund vor frelse beror på troen, så må vi i al fald gøre det at tro.
– Ja, hvis troen virkelig er en gerning, så er det fornuftsstridigt, at vi ikke selv skal gøre den. Men er troen en indre, givet tillid og fortrøstning, da er det på den anden side lige så fornuftsstridigt at sige, at vi selv gør det at tro.
Gud den almægtige har aldrig modtaget råd af nogen, og han har aldrig fået hjælp af nogen til noget af det, han gør. Skulle han da have brug for vor hjælp i troen?
Hele Bibelen genlyder af den tale, at Gud skabte alle ting alene, at Gud opholder alle ting alene, at Gud forligte verden med sig selv alene. Han som gør alle ting alene, skulle han ikke også virke troen alene? Sandelig, han gør det.
Han siger jo selv om det:
“Jeg giver dem et hjerte, så de kan kende mig og forstå, at jeg er Herren” (Jer 24,7).
“Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez 11,19f.).
For så siger Herren til de døde ben i dalen, til de døde, som intet dur til og ingen fri vilje har: “Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren” (Ez 37,5f.).
Har jeg da ikke ret til at spørge dig, kære læser: Hvem har hjulpet Herren med din frelse? Var du med på Golgata som en, der handlede? Du var med på Golgata, men ikke som en, der var aktiv. Herom siger Herren selv:
“Det så Herren, og det var ondt i hans øjne, at der ikke fandtes ret. Han så, at ingen kom til stede, og han undrede sig over, at ingen greb ind. Da skaffede hans arm ham sejr, og hans retfærdighed støttede ham. Han iførte sig retfærdighed som brynje og satte frelsens hjelm på hovedet” (Es 59,15ff.).
Eller, min ven, i hvilke tilfælde var du hans rådgiver, da det gjaldt om at virke den frelsende tro i dit indre? Forholdt det sig måske ikke sådan med dig, som med den mand, om hvis tro du læser:
“Den tro, som er virket ved Jesu navn” (ApG 3,16)?
Underligt nok, at den ikke virkedes ved forstand eller vilje, men ved Jesus. Blot fordi Jesus selv er virksom og nærværende der, hvor hans navn og ord er.
Hør endelig til sidst, hvordan Jesus selv taler om denne herlige alenevirkende nåde i dem, som kommer til tro på ham:
“Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham” (Joh 6,44).
“Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37).
”Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag” (Joh 6,39).
Eftersom apostlen kendte Guds store og helt suverænt virkende nåde, så sammenligner han frelsen med skabelsen, og siger:
“Thi Gud, der sagde: ‘Af mørke skal lys skinne frem‘, han har ladet det skinne i vore hjerter“ (2 Kor 4,6).
Så er det en evig sandhed, at Gud gør og virker alt alene.
Indvendinger
Der er to hovedindvendinger, som altid møder dem, som holder fast ved Guds ord om Guds alenevirkende nåde og om den bundne vilje.
Den ene hovedindvending er: “Hvis vi ikke har fri vilje, så kan ingen gøres ansvarlig for sine gerninger; altså er det slut med alt, som hedder moral i verden.”
Den anden hovedindvending er: “Hvis der ikke findes en fri vilje, så må alt enten være forudbestemt eller også være skæbne. Nogle må altså være forudbestemt til evigt liv, andre til evig død. Men dette strider mod Guds kærligheds væsen.”
Disse to hovedindvendinger vil vi bruge et par ord på.
Menneskets ansvar og Guds forudbestemmelse
Først nogle ord om ansvaret, der hviler på os mennesker.
Man siger til os: ”Hvis vi skal forkynde for verden, at mennesket ikke har nogen fri vilje og ikke kan omvende sig selv, så tager vi ansvaret fra dem, og vi kan ikke længere råbe til verden: ‘Omvend jer, kom til Herren‘ – for de kan jo ikke, og derfor har de ret til at svare tilbage: ‘Jeg kan ikke gøre for, at jeg ikke er en kristen, for Gud har ikke tvunget mig til at tage imod kaldet, han har ikke sørget for, at jeg gik til kirke og missionshus osv.‘”
Det er en mageløs uklar og urigtig tænkemåde, der ligger til grund for denne indvending, og den stammer utvivlsomt mere fra kødets vinkellogik og snusfornuft end fra Guds ord og en kristen samvittighed.
At vi ikke skulle råbe til verden: ”omvend jer”, ”aflæg jeres synder”, ”skaf jer nye hjerter”, ”bedre jeres veje”, ”læg jeres liv om”, ”kom til Jesus”, ”tro på Herren” osv., det er da mærkeligt. Herren råber jo dette ud af alle kræfter. Og så skulle vi ikke gøre det? Så skulle vi være bange for at bede folk om at omvende sig?
Hvad er det for en form for logik? Og hvor er de, som i troskab mod Herrens ord holder op med at bede folk omvende sig? De eksisterer ikke! De er opdigtede figurer, som ikke findes i Guds rige.
For de, som i hjertet tror Guds ord, de holder både lov og evangelium i ære. Derfor findes der ikke i os den ringeste frygt for at råbe til verden, at den til det yderste selv skal være virksom i alt, som angår livet i Gud, og vi straffer, dømmer og tugter på det stærkeste mangel på virksomhed.
Vi har nemlig fået fuld vished i Guds ord og ved, at selvvirksomhedens skole er syndserkendelsens skole og den skole, der skaber frelsesbehovet.
Men vi standser ikke ved loven, gemmer ikke evangeliet under stolen; vi plager ikke de bedrøvede samvittigheder med lov og selvvirksomhed, men rækker og tilbyder dem det frie evangelium om nåde i Sønnen. Derfor forkynder vi overalt lov og evangelium, for at loven kan tage de sikre og sovende i skole og sætte dem i gang og drive dem til Jesus, og for at evangeliet må rækkes til de sønderbrudte, så det kan frigøre trælle, mætte hunger og stille tørst.
Alt dette gør vi i tro og tillid til Gud og hans ord, fuldt forvissede om, at Ordet selv er uimodståeligt og virker det, Gud sender det til.
Angående det forhold, at vi ikke kan have ansvar, hvis vi ikke har ”fri vilje”, så er også det en stor misforståelse. For ansvaret er ikke knyttet til viljen som sådan, men til erkendelsen.
Om der ikke findes så meget som et fnug af ”fri vilje” i hjertet, så findes der en samvittighed, og så er også ansvaret givet. Ansvaret ligger nemlig i samvittigheden, i dens kundskab om godt og ondt.
Det forholder sig derfor langt fra sådan, at vi ikke har ansvar for Gud; den enkeltes samvittighed melder og prædiker tværtimod om et uudholdeligt ansvar over for Gud.
Over for Gud er ethvert ansvar uudholdeligt, fordi han prøver hjerter og nyrer, afslører selvlivet og fordømmer det. Derfor skulle vi stoppe disse evindelige jeremiader over ”ansvarsløsheden” ved ikke at have en ”fri vilje” og meget hellere fly til Guds Søn, som er vor stedfortræder, og som tog hele vort ansvar over for Gud på sig, sådan at vi får lov til at være frie og rene på grund af hans lovopfyldelse over for den levende Gud i Himlen.
Hvis man i det hele taget ville holde sig lidt mere til det, som Gud siger i sit Ord, og lidt mindre til egen spekulation og tomme grublerier over ”farlige konsekvenser” af Guds ord, så blev disse spørgsmål ikke så indviklede, som kød og blod gør dem til.
Er der grund til mission?
Nu til den anden hovedindvending.
Den gælder de farlige konsekvenser af forudbestemmelsen og lyder således:
”Hvis vi ikke har en fri vilje, og hvis troen er en ren gave fra Gud, som gives og virkes af ham, når og hvor han vil, så må alt det, som hedder frelse og fortabelse, bero på Guds forudbestemmelse, så nogen er bestemt til frelse, andre til fortabelse. Og er nåden dertil uimodståelig, så må Guds forudbestemmelse altså ske fyldest, enten vi vil det eller ej. Men hvis det er tilfældet, så nytter det ikke at forkynde Guds ord, og vi kan holde op med alt det, der hedder mission. For de frelste bliver alligevel frelst, og de fortabte går alligevel fortabt – efter Guds vilje.”
Guds ord svarer klart på disse ”stærke argumenter”.
For det første siger Skriften med soleklar utvetydighed, at ikke én sjæl bliver frelst, uden det ene og alene skyldes Guds frie nåde (Rom 9,16ff.; 11,5f.).
Den, som i denne sag kommer med den ”frie vilje” og vil skaffe et menneske andel i rosen og æren for frelsen, han spotter Gud lige op i hans ansigt og gør Skriften til intet. For Skriften siger, at hvis frelsen trods alt eksisterer i den ”frie viljes” handling og akter, da er det ikke længere af nåde (Rom 11,6).
For det andet skal vi lægge mærke til, at Skriften med samme soleklare utvetydighed siger: Ikke en eneste sjæl går fortabt, uden det udelukkende skyldes den selv. Dette kan man overbevise sig om ved at læse, hvad Guds ord siger om det, der skal ske på dommens dag, da Herren ikke skal tillade en eneste sjæl at lægge ansvar og skyld for fortabelse over på Gud, men i stedet skal han overbevise og tilstoppe hver enkelts mund med dets egen skyld (Matt 25; Rom 2,5ff.).
Forudbestemt til fortabelse?
Hvad angår det, som kaldes forudbestemmelse, så er det ligefrem umuligt, at Gud kan have forudbestemt nogen til fortabelse. For det siges med de klareste ord, at Gud forligte verden, og at Gud forligte sine fjender med sig i Sønnen på Golgata (2 Kor 5,19; Rom 5,10), og det hedder, at han, den ene, Jesus ”er død i alles sted, altså er alle døde” (2 Kor 5,14), og at han er en soning for verdens synd, ikke kun for de troendes (1 Joh 2,2).
Hvordan skulle den evige Gud kunne trække noget fra det faktum, at Sønnen døde for alle? ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).
Og det er Guds faste og nådige vilje, åbenbaret i verden, at Gud ”vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4).
Men over for denne Guds almindelige, altomfattende frelsesvilje og nåde mod alle står også det ved magt, at ingen kommer til Sønnen uden ved Faderen, og at mange er kaldede, men få er udvalgte. Det står urokkeligt ved magt for ethvert Guds barn, at ”før verden blev grundlagt, har Gud i Kristus udvalgt os” (Ef 1,4).
Og det er en vidunderlig trøst, at ”dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede” (Rom 8,29), og at ”Guds beslutning, der hviler på hans udvælgelse, skulle stå fast” (Rom 9,11 – gl. oversættelse).
Hvordan vi i vore tanker og i vor fornuft skal få det til at rime sammen, at Gud både har en almindelig frelsesvilje over for verden og en speciel nådevilje over for sine udvalgte børn, det begriber jeg ganske enkelte ikke. For Gud har i sit Ord åbenbaret, at han har begge disse viljer. Derimod har han ikke åbenbaret, hvordan han forener disse to viljer i sin evige majestæt. Det hører hjemme i det, Gud har beholdt for sig selv, og som han ikke har tilladt nogen at kigge ind i.
Som han siger gennem Moses: ”De skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til” (5 Mos 29,28).
Derfor skal vi holde os til det, han har åbenbaret, og lade det skjulte ligge. Kendsgerningen er: Gud elsker alle. Men kendsgerningen er også: Enhver, som bliver frelst, bliver det ene og alene ved hans særlige nådevalg.
Kan jeg vide, at jeg er udvalgt?
Og disse kendsgerninger er han aldrig sen til at forvisse os om. For hvordan giver han egentlig sine børn vished om, at de er udvalgt?
Den vished om at være udvalgt og forudbestemt til frelse, som Gud giver os, den er så speciel, at vi bør være opmærksomme på det. – Den gives os nemlig aldrig på nogen anden måde end gennem visheden om at eje syndernes forladelse og Kristi retfærdighed.
Den, som ved Guds Ånd og Ordet har fået vished i denne sag, han kan tillige være klippefast forvisset om at være udvalgt til frelse. En anden sikker hvile i denne sag findes ikke.
– Men dermed er det også sagt, at Gud har den forunderlige væremåde over for sine børn, at når han vil forvisse os om, at vi fra evighed er udvalgt til frelse, så gør han det gennem det ord, der handler om hans kærlighed til alle i Sønnen.
Eller med andre ord: Han forvisser os om sin specielle frelsesvilje over for den enkelte gennem talen om hans almindelige frelsesvilje mod alle.
Derfor har også alt det, der hedder vished om udvælgelse, hjemme i evangeliet, og er således en herlig trøst og fred for alle Guds børn; det har ingenting med loven at gøre, sådan som de loviske sind mener, de, som vil have vished om deres udvælgelse ved hos sig selv at iagttage de rette nådevirkninger i hjertet og de rette åndelige frugter af troen.
Nej, skal visheden om udvælgelse grundes på det, der rører sig i vore hjerter, og på frugten deraf, da fri os, Gud, ud af mørke og trængsel!
Midlerne til frelse
Hvad bliver der så af den kødelige tale om, at det ikke nytter at forkynde evangeliet, hvis vi ikke har ”fri vilje”? – Det er vejr og vind!
Eftersom Gud har beholdt for sig selv, hvordan forholdet er mellem hans almindelige kærlighed til alle og hans specielle udvælgelse af sine børn, og eftersom han har knyttet vished om udvælgelse alene til syndernes forladelse, så følger deraf, at vi støvets børn vel kan få vished om, at vi selv er udvalgt, mens Gud ikke har undt os og givet os noget løfte om, at vi med sikkerhed skal vide, om Per, Hans og Ole er udvalgt.
Derimod har han lagt ordet om forligelsen ned i os, så vi skal råbe til Per, Hans og Ole, ja til hele verden: Lad jer forlige med Gud i hans Søns død og retfærdighed (2 Kor 5,18ff.).
Derfor bliver det ligefrem ugudelig spot at sige, at de udvalgte bliver frelst, enten vi arbejder i Guds rige med Guds ord, eller vi lader være.
Alle Guds udvalgte i verdens forløb og historie frelses alene ved midler. Vi drages ikke ind i Himlen ved hårene eller som stok og sten, som det har været sagt, men vi drages ind ved nådemidler, ved ordet, dåben og nadveren.
Der findes lige siden Adams dage overhovedet ikke nogen sjæl, som er blevet frelst og benådet, uden det skete ved, at de kom til troen gennem Ordets nådemiddel.
Dette var grunden til, at apostlene følte sig drevet til at forkynde evangeliet rundt omkring i hele verden og for alle mennesker.
De troede slet ikke, at hele verden og alle mennesker skulle blive Kristi brud. De vidste kun alt for godt, at det kun var en lille flok. Derimod vidste de ikke, hvem der var udvalgt, men de vidste, at Gud elskede alle, og at Jesus ville eje alle, fordi han var død for alle.
Så forkyndte de også for alle, søgte at nå hver en sjæl, som kom på deres vej, med evangeliet i det håb og med den vished, at således kunne hver en udvalgt sjæl nå til frelsen.
Sådan er det også i dag. Hvorfor bygger vi kirker og missionshuse, udsender missionærer og beder om Herrens velsignelse over arbejdet? Gør vi det for magtens skyld? Gør vi
det for samfundets eller for verdens skyld? Eller for sjælenes skyld?
Den evige og egentlige velsignelse er dog, at sjæle frelses fra dommen og døden.
Evangeliet på spil
Jeg vil ikke gå ind på flere indvendinger mod talen om den frie nåde og den bundne vilje. I stedet vil jeg som en afrunding sige noget om sammenhængen mellem evangeliet og den bundne vilje.
Rosenius har sagt nogle fortræffelige ord om denne side af sagen:
”Mange har undret sig over, hvorfor Luther kæmpede så heftigt mod læren om den frie vilje. Men det har sine grunde. Om nemlig Kristus dør hundrede gang for os, og om han har været aldrig så herligt forkyndt for os, så kan alt dette gøres frugtesløst ved en eneste sætning om viljen, nemlig at vi af os selv skulle have kraft til at gøre, hvad vi vil af godt.”
Rosenius fortsætter derefter med at sige, at den vakte sjæl overhovedet ikke kan tro Guds nåde, hvis han ikke er klar over den rette lære på dette punkt. For hvis den vakte sjæl, som er død under loven, alligevel hører, at han har fri vilje og kraft til at gøre det gode og rette for Gud, så forbyder jo selve hans samvittighed ham at tro nåden, indtil han er kommet i den åndelige stilling, hvor han har gjort det, han kan og skal gøre. Derfor slutter Rosenius med følgende ord:
”Nej, den frie vilje er en drøm fra Paradisets dage; den har aldrig været at finde i mennesket, siden Adam misbrugte den.”
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2013. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Olav Valen-Sendstad
Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.